Agathe Hafsjold

Redaktionschef

Billedet er ophavsretsfrit fra “Pixabay”

To All the Boys I’ve loved before

Filmanmeldelse

Filmen, som for nylig er udkommet på Netflix, er instrueret af Susan Johnson og baseret på en bog skrevet af Jenny Han.

Hovedpersonen Lara Jean bliver spillet af Lana Condor. Flirten Peter, som også er den populære og seje dreng på skolen, bliver spillet af Noah Centineo. Og Josh, søsterens kæreste og en af drengene, som Lara Jean er forelsket i, spilles af Israel Broussard.

Filmen TATBILB handler om den 16-årige pige Lara Jean, der er afhængig af romantiske romaner, men er bange for at tale med drenge.

Hun bor med sine to søstre Margot (Janel Parris) og Kitty (Anna Cathcart) og med sin far (John Corbett). Hendes mor er død. Hver gang Lara Jean bliver så forelsket, at hun ikke kan tænke på andet og bare drømmer om dem hele tiden, skriver hun et hemmeligt kærlighedsbrev, som hun gemmer i en lille æske.

Der er fem drenge, hun har været forelsket i: skolens populære dreng, Peter Kavinsky, Kenny, Lucas, John Ambrose, og Josh Sanderson. Der er bare lige det, at Josh er Lara Jeans’ søster Margots kæreste!

En dag kommer Peter Kavinsky hen til hende i en idrætstime. Til Lara Jeans frygt ser hun, at Peter står med et af hendes tophemmelige kærlighedsbreve i hånden. På samme tid kommer Josh hen imod hende, også med et brev i hånden. For at undgå Josh, må Lara Jean tage en hurtig, drastisk beslutning, og hun vælger at kaste sig over Peter og kysse ham. Herefter fortæller Lara Jean Peter om sin situation med Josh og Margot, drømmene der var blevet til breve, og de beslutter sammen at lade som om, de er kærester…

Det viser sig, at Kitty (Lara Jeans lillesøster) har uddelt ”drømmebrevene” til de fem drenge, da hun synes, Lara Jean burde få snakket med nogle drenge. I starten var det et mareridt for Lara Jean, men efterhånden begynder Peter og Lara Jean at få rigtige følelser for hinanden.

Jeg synes, det er rigtig god film, som jeg vil sige passer bedst til teenagepiger, fordi den handler om en teenagepiges liv, og så kan man sikkert kende noget af det fra ens eget liv. Den har en god og spændende handling, hvor der er både kærlighed, drama, drømme og det normale liv som highschool-elev.

At de starter med at være ”fake kærester” og derefter begynder at få følelser for hinanden er en rigtig god ide, fordi det skaber spænding.  

Jeg synes, at filmen er rigtig godt lavet. Det er godt klippet sammen, og måden de forskellige scener er filmet på skaber virkelig liv, fx i den sidste scene er det et droneskud, hvor man kommer længere og længere opad.

Skuespillerene er rigtig gode. De gør alt, lige som det skal gøres, så det virker rigtigt troværdigt.

Jeg synes også, at der er godt styr på plottet i filmen. Man bliver ikke forvirret på noget tidspunkt. Men der sker stadig så meget, så man overhovedet ikke kan forudsige, hvad der kommer til at ske, men det er på en god måde.

Filmen er rigtig original, fordi den ikke ligger op ad nogen anden film, jeg har set, eller bog, jeg har læst – selvfølgelig udover bogen som filmen er baseret på.

Jeg har svært ved at finde noget dårligt ved filmen, så jeg kan virkelig anbefale den, men man skal kunne lide romantik, drama, og teenagelivet for bedst at kunne lide denne film. Det eneste, jeg savnede, er en forklaring på, hvordan Lara Jeans mor døde. Det sidder man lidt og venter på, men det kommer bare ikke.

Jeg har givet denne film 5 stjerner, fordi den er virkelig velspillet, den er super spændende, og den er godt lavet.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *