Youtube-stjernerne må ofte lægge øre til hadefulde kommentarer
Foto:  Laura J. S. Niemeyer

Ellen Brix-Berthelsen

Journalist

Silje S. Fich

Journalist

Laura J. S. Niemeyer

Fotojournalist

Bagsiden af Youtube-drømmen

Det kan være svært at være YouTuber. Langt sværere end man tror. Mange udsættes for hate og shitstorms, der kan ødelægge deres selvværd.

Mange unge bruger flere timer om dagen på at se YouTube-videoer. Ifølge tal fra TNS-Gallup bruger op mod 75 procent af de 8-12 årige YouTube hver dag. De danske influencers (en influencer er en, der lever af at lave YouTube) oplever dagligt ´hate´ og negative kommentarer på deres videoer, nogle voldsommere end andre.

Ronja Jurs er 17 år. Hun har 24.000 abonnenter på sin kanal og har lavet YouTube siden 2012. Nu fortæller hun om, hvad bagsiden af drømmen er: ”Det kræver masser af tid og hårdt arbejde, det er sværere at være YouTuber, end man tror. Alt i alt skal man bare kunne være sig selv hele vejen igennem og være klar til at få noget modgang”, siger Ronja Jurs. 

Internettet spiller en stor rolle ift. hate på de sociale medier. Det er nemmere at skrive grimme ting til hinanden, da man kan være anonym og gemme sig bag en skærm. Visionen har spurgt William Atak, shitstorm-ekspert og adm. direktør i ATAK A/S, hvorfor der kan opstå så meget negativitet og hate på internettet: ”Det er nemt at være smart i en fart på nettet, og konsekvenserne er ikke lige til at få øje på. Der er mange, der føler sig i sikkerhed, når man sidder trygt derhjemme og foran computeren eller på smartphonen. Ingen kan gøre en fortræd, da man er i sikkerhed (tror man). Det er ofte personer, der aldrig ville turde at sige de samme ting ansigt til ansigt, og så godt som hver gang fortryder folk også, når de konfronteres med det”, udtaler William Atak sig.

Jeg har fx oplevet, at folk har skrevet, at mine videoer er fake, og at jeg var klam og grim.

Mads Millings, 14 år.

YouTuber, blogger og forfatter Fie Laursen skriver i sin bog Min Ærlighed: ”Man kan hurtigt føle, at hele verden er imod én, selvom det ikke er en hel skole, der mobber (…). Folk har altid sagt til mig, at ”der er andre, der har det hårdere”, men hvorfor har folk ret til at bestemme, hvornår man bryder sammen? Der vil altid være folk, der har det hårdere, men det betyder ikke, at den situation, man er i, ikke gør ondt og ikke knuser en”. Hun skriver også i sin bog: ”At lyve blev min karriere, for det var ikke spændende nok for folk at følge mit liv, hvis det bare var helt almindeligt. Folk ville have mere og mere. De ville have drama.”

Dette kan 14-årige tidligere Youtuber, Mads Millings, udtalelse relatere til, da Visionen spurgte ham, om han har oplevet hate: ”Jeg har fx oplevet, at folk har skrevet, at mine videoer er fake, og at jeg var klam og grim”, siger Mads. ”Jeg er blevet både overrasket og skuffet over Youtube, da det for mig startede som en hobby, og så begynder det at udvikle sig til, at ens fans skal bestemme over, hvad man skal lægge ud.”

Internettet kan også være fyldt af hate, og dette går især ud over de unge YouTube-stjerner, der deler videoer fra deres hverdag og videoer, hvor de snakker om personlige ting som menstruation, seksualitet og svære perioder i deres liv. Mange bliver sågar udsat for voldsomme shitstorms.

“Det er meget vigtigt at tale med andre om problemet, da alle former for chikane på nettet påvirker mennesker på forskellige måder. Mens nogle “bare lever med det” eller “ikke tager det så tungt”, går andre ned med depression, der kan udvikle sig til angst og selvmordstanker”, siger William Atak.

Kommentarerne i videoen er hentet fra virkeligheden
Produceret af: Ellen Brix-Berthelsen på “textingstory.com”

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *